Opret ny mappe
ELITEDATERS
Glemt adgangskode?    |   
LOGGET IND: 5420
PROFILER: 51776
 
Dating tema

Forny dit profilindhold

Af: Redaktionen, offentliggjort: 30-04-2012 14:46

Når du befinder dig på et datingsite, skal du huske at opdatere din profil. Det kan nemlig være både uinteressant og generende for de andre brugere at læse en forældet tekst. Oven i det kan det være en god ide, at du sætter din profil på standby eller helt sletter den, når du finder en potentiel kæreste. Så er der nemlig ingen tvivl om dine intentioner.

Da du oprettede din profiltekst for snart to år siden, skrev du, at du var 29 år, du forklarede de andre brugere, at du var i gang med dit speciale og hvor træls, du synes, det var at sidde indenfor og skrive, når solen skinnede fra en skyfri himmel.

I dag er du imidlertid blevet 31, du har fået fast job, og udenfor sner det. Du har bare glemt at rette informationerne i din profiltekst. For dig er det måske lige meget, men for de andre brugere af datingsitet kan det være både generende og uinteressant at læse forældede informationer. 

Bevar interessen for din profil

Nogle brugere er på mellem 10 og 20 dates, før de finder ham eller hende, de ser sig selv blive kæreste med. Andre lykkes det for i første hug – og derfor behøver de ikke have en datingprofil længere end en måned. Det varierer med andre ord meget, hvor lang tid du kan nå at tilbringe på en dating-portal. Men uanset om du har haft din profil i to år eller blot et par uger, er det vigtigt, at du opdaterer din tekst. På den måde sikrer du, at andre brugere bevarer interessen for dig, og du skaber ikke nogle forventninger, du ikke længere kan leve op til.

Hvis du for eksempel skriver, at du er studerende og lige har haft et ophold i udlandet, men i virkeligheden er færdiguddannet og har været hjemme det sidste halve år, tegner du et billede af dig selv, som ikke længere er aktuelt. Det kan også være mere ’simple informationer’ omkring årstiden, vejret, en aktuel nyhed i medierne eller andet, du har valgt at kommentere på, da du skrev din profiltekst. Her bliver det især tydeligt, at det er et stykke tid siden, at du oprettede en profil. Andre brugere tænker måske derfor, at du enten er meget doven anlagt, eller at du bare ikke er særlig attraktiv, når du har haft en profil i over to år. Dette kunne have været undgået, hvis du havde husket at opdatere din profil.

De ’simple informationer’ er naturligvis ikke nær så vigtige at opdatere som store ændringer i dit liv. Men det sender alt i alt et signal om, at du ikke er ligeglad med, hvordan du tager dig ud overfor de andre brugere på sitet.

Fornyelse giver flere besøg 

Nye brugere på datingsitet ved naturligvis ikke, at du ikke har ændret et eneste komma over det sidste år, fordi det er første gang, de ser din profil. Det er først, når I starter en eventuel brevudveksling, at de af den vej finder ud af, at du har ændret livsstil siden oprettelsen af din profil. For nogle har det slet ingen betydning, da du måske inden da har nået at give et godt indtryk af dig selv. Men for andre kan det betyde, at de helt dropper brevudvekslingen, fordi du ikke er det, de havde regnet med. Og det ville selvfølgelig være rigtig ærgerligt, hvis du synes, at personen kunne være noget for dig.

I det hele taget kan det være en god ide at forny sin profiltekst engang imellem, fordi du på den måde kan ’lokke’ nye brugere til at besøge din profil. Som i det virkelige liv er den nye pige eller dreng i klassen nemlig altid lidt mere interessant end dem, du i forvejen kender.

Dit profilbillede kan på samme vis som din tekst blive forældet. Måske har du fået en ny frisure, du har tillagt dig skæg eller fået en tatovering på højre arm. Det er alt sammen noget, der er relevant for de andre brugere at blive opdateret på. De vil sikkert nødig risikere at møde et menneske, han eller hun ikke kan kende på første date. Og mon ikke, du har det på samme måde?

Har du brug for en pause?

Når du endelig møder en person fra datingsitet i det virkelige liv, som du godt kunne tænke dig at blive ved med at se, behøver du ikke længere være opmærksom på at opdatere din profil. I stedet bør du overveje helt at slette den eller sætte den på standby (flere og flere dating-portaler udbyder denne funktion). Standby-funktionen kan være rigtig god, fordi du så kan koncentrere dig om at lære ham eller hende ordentlig at kende, alt i mens andre brugere ikke kan skrive til dig. Hvis det så viser sig, at det ikke var noget, kan du igen melde dig aktiv på sitet.

Hvornår skal jeg slette min profil?

For nogen kan det være svært helt at opgive den opmærksomhed, de får via et datingsite, fordi det er nyt og spændende, at så mange pludselig er interesseret i netop dem. Men selvom det måske kan være fristende at blive ved med at have sin profil, og man endnu ikke ved, om man skal være kærester eller ej, kan det være en god ide, at man efter et kort stykke tid får drøftet, hvad der skal ske med ens profil. Det kan nemlig hurtigt sende et (forkert) signal om, at man ikke er oprigtig interesseret, hvis man stadig har behov for at være aktiv på en dating-portal.

Plej og pas din datingprofil:

  1. Opdater din profil løbende, så informationerne ikke er forældede. Så undgår du, at andre brugere mister interessen, og du skaber ikke nogle forventninger, du ikke længere kan leve op til.
  2. Møder du en person fra sitet i det virkelige liv, som du godt kunne tænke dig at lære bedre at kende, kan du sætte din profil på standby. Så undgår du mistanke fra den anden part om, at du ikke er oprigtig interesseret i ham eller hende – eller at du har gang i flere på samme tid.
  3. Har du mødt en person fra sitet, som du ser kærestepotentiale i, er det en god ide at overveje helt at slette din profil. Det kan nemlig hurtigt sende de forkerte signaler til din date, når du stadig har behov for at have en dating-profil.
Elitedaters logo
Dating på nettet
Fænomenet dating er udbredt og noget næsten alle har et kendskab til. Det kan dog være svært at vælge det rigtige sted at søge. Herunder kan du læse en række korte og spiselige artikler om emnet dating.
Copyright © 2005-2016 eliteMedia ApS